---
Dengang jeg var ung kom jeg til byen Ganesh, der fandt jeg den rige familie jeg skulle arbejde hos. I den familie boede en ældre herre ved navn Kochin Vypeen sammen med sin hustru Parvati Vypeen og deres datter Chennai. Ved siden af dem boede hr. Vypeens forældre. Jeg skulle være frøken Vypeens tjenestepige.
Da jeg kom til huset blev jeg straks sat til at lave en mangojuice til frøken Vipeen. Da jeg kom op fra køkkenet så jeg hvor stort huset rigtig var. Jeg løb ned i køkkenet og spurgte kokkepigen hvor mange værelser der egentlig var. Hun tænkte sig længe om og sagde så "sidste gang nogen talte dem var der 127, men det var så for mere end 30 år siden" "hvor mange værelser bliver der brugt nu-til-dags" spurgte jeg og håbede der kun blev brugt seks og resten var spærret af. "142", svarede hun "så er der blevet lavet 15 værelser mere siden de sidst blev talt" sagde jeg. "Det må have været dyrt" "Næh" svarede hun "hvor me..." Pludselig eksploderede et vandrør og vandet sprøjtede til alle sider "Vi må have fat i en blikkenslager" råbte jeg "Her har aldrig været blikkenslagere eller håndværkere" sagde hun. "Laver I da selv rørene og værelserne" spurgte jeg. "Nej, det gør huset". "Huset" sagde jeg forbavset "hvordan kan huset lave værelser og vandrør" "Her i huset er det huset der bestemmer hvor mange værelser der er og wc'er der stopper" sagde hun "hvis det er i dårligt humør er der nogen gange ét værelse, hundrede stoppede wc'er og masser af vandrør der springer" sagde hun og vendte sig om mod sin gryde. Det svar tænkte jeg længe over da jeg kom i tanke om mangojuicen frøken Vypeen skulle have "hvor ligger frøken Vypeens værelse" spurgte jeg "hvor skulle jeg vide det fra. Huset rykker altid rundt på det værelse man leder efter, men man finder det til slut når huset ikke gider drille en mere" svarede hun.
Da jeg langt om længe fandt hendes værelse satte jeg mig ned og pustede ud. Pludselig hørte jeg en rumlen bag mig og døren jeg sad ved begyndte at skifte plads med de andre døre. Til mit held var Vypeens dør rød så den var let at finde. Jeg løb hen til den røde dør, men lige da jeg skulle til at tage i håndtaget hørte jeg igen rumlen og nu stod der en grøn dør. Den røde dør var ikke til at finde nogen steder i denne korridor. Jeg løb ovenpå, der var den. Sådan løb jeg rundt og jagtede døren, da en dame stak hovedet ud. Hun så på mig med et blik som fik mig til at føle mig lige så lille som en myre. "Og hvem er du så" spurgte hun med en overlegen stemme. "jeg er frøken Vypeens nye tjenestepige, men jeg kan ikke fange hendes dør" sagde jeg. Hun så hånligt på mig "du er åbenbart ikke bestemt nok" "nej, åbenbart ikke" sagde jeg. "Er du ørhm jeg mener De frøken Vypeen?" "Nej" sagde damen "jeg er fru Vypeens kammerjomfru".
Nu kom en lille buttet dame ud, hun gik i silkeklæder. I hånden havde hun et stramaj "såså Ernakulam ikke skælde ud på de nye. Det er ikke meningen at hun skal have det dårligt her" sagde fru Vypeen smilende. "Undskyld jeg spørger, fru Vypeen, men De kan vel ikke fortælle mig hvordan jeg får fat i frøken Vypeens dør" sagde jeg. "Du behøver ikke at kalde mig fru Vypeen når min mand ikke er her. Men jeg kan kun sige dig at hvis du vil have fat i en dør, må du vente til at huset ikke gider at drille dig mere eller gribe fat i døren før den forsvinder" Fru Vypeen og Ernakulam gik ind i værelset igen og efterlod mig ude på gangen.
Jeg gik hen til den røde dør. Jeg hørte rumlelyden, men jeg greb fat i døren og drejede håndtaget om. Den var låst. Jeg lagde øret på døren og hørte en hvisken, men jeg opfangede kun nogle få ord: Toda - væk - barnepige - bryllup - flygte. Jeg bankede på, jeg kunne høre et lille gisp, et skab blive smækket i og døren blive åbnet. Der stod den smukkeste kvinde jeg nogen sinde havde set. Hendes halvbrune hud, hendes glasklare blå øjne, hendes brunkrøllede hår og hendes søde smil fik mig til at tænke på min tantes karameller i alle farver. "Er min kjole klar til festen i aften" sagde hun. Det gav et gip i mig så jeg spildte mangojuicen ned over mig. Jeg stod bare og gloede på hende som om jeg ikke vidste at hun kunne tale. "Jeg er ikke begyndt på den" sagde jeg. "Nej, men det er skrædderen" sagde hun. "Skrædderen ligger to gader herfra. Vil du være sød og hente den". Jeg nikkede og gik min vej.
Da jeg langt om længe fandt skrædderen stod der en lang række damer som alle skulle have syet en kjole og taget mål. Da alle damerne omsider var forsvundet gik jeg op til skrædderen og bad om kjolen til frøken Vypeen, Palmetræsallé 187. Han gav mig kjolen, det var den kønneste kjole der fandtes i Himmerige med ægte perler guldtråde og ædle stene, jeg måtte bare prøve den. Jeg gik ind i prøverummet. Den var nogle numre for lille til mig så jeg klemte hev og sled og endelig fik jeg den på. Jeg passede ikke særlig godt til den, med mine grå øjne kort stift leverpostejfarvet høj og lidt for bred i taljen. Jeg bøjede mig ned, så hørte jeg et ordentligt knæk. Kjolen var revnet i siden. Lynhurtigt fik jeg pakket kjolen ned i mit net og løb hjem, op til den røde dør. Jeg hørte den kendte rumlen, men denne gang havde jeg fat i døren. Jeg drejede håndtaget om. Låst.
Jeg så hvor døren var: Anden sal, fjerde fra venstre. Jeg løb ned af trappen og om på den modsatte side af huset. Der var en mega swimmingpool lige foran den væg med vinduerne. Til mit held var der en vedbend, som jeg kunne klatre op ad. Jeg talte: Anden etage, fjerde fra venstre. Jeg klatrede forsigtigt op, helt op til vinduet, og kikkede ind. Der stod hushovmesteren i brusebad og sang Mozarts 2. symfoni. Han var igang med at smøre sæbe på sig da jeg bankede på. Han gik hen til vinduet, åbnede det, jeg fik overbalance og med et plask faldt jeg ned i poolen, med den nye kjole til frøken Vypeen. Heldigvis var det kun hushovmesteren hr. Bangalore der så det. Han kikkede ud af vinduet og så mig plaske rundt. "Er det Dem der er den nye frøken Ooty" sagde han med ligeglad stemme. "Ja, men kunne De være venlig og hjælpe mig op" "desværre, jeg er i bad" sagde han og lukkede vinduet.
Endnu en gang kravlede jeg op ved anden sal og kikkede ind af alle vinduerne undtagen nummer fire fra venstre. Jeg fandt hendes værelse, tog min hårnål og lirkede låsen op udefra. Jeg kravlede ind og der sad frøken Vypeen sammen med en dame. Jeg kunne ikke se damens ansigt, for hun havde et tykt slør ned foran ansigtet. Jeg nejede for kvinden og sagde at jeg var frøken Vypeens nye tjenestepige. "Jeg hedder To..." sagde kvinden med en mandestemme, men inden hun nåede at sige sætningen færdig gav frøken vypeen hende et dunk i siden. "Æhem jeg er lidt hæs, jeg hedder Todarama og går i host host strikkeklub med frøken Vypeen". Nu blev det for mystisk. "Er du transvestit" røg det ud af munden på mig. "Nej, det er min ven" sagde frøken Vypeen og løftede sløret fra hans ansigt. "Du må undskylde, men din kjole revnede og bagefter røg kjolen og jeg ned i swimmingpoolen. Jeg håber du har en ny til festen i aften" sagde jeg nervøst. "Der er ikke nogen fest i aften, jeg fik den lavet for at få dig ud af døren" sagde hun. "Om to måneder bliver jeg 20 år og der spørger jeg mine forældre om Toda og jeg må gifte os" sagde hun og kyssede kvinden der viste sig at være en mand. "Toda det lyder vildt, jeg mener det lyder som noget vilde mennesker kan hedde" sagde jeg og kikkede på Toda. "Han kommer også fra de vilde" sagde hun. "Hvordan mødte I hinanden, hvis Toda kommer fra de vilde og du kommer fra en rig familie" spurgte jeg. Da jeg var teenager så jeg Toda og jeg ville gerne i kontakt med ham. Han stod og solgte skeletter, så jeg købte et" sagde hun. "Der hvor Toda kommer fra spiser man mennesker, men gemmer skeletterne og sælger dem".
Pludselig hørte vi en banken. "Giv Toda sløret på mens jeg åbner" sagde frøken Vypeen. Jeg kastede slørede over hovedet på Toda. Jeg hørte et klik og døren gik op. Der stod fru Vypeen med sin kammerjomfru. Hun smilede til mig og spurgte så "hvem er De der står i min datters værelse", men før Toda kunne nå at svare sagde frøken Vypeen "det er Ootys mor". "Hun kan vel godt selv svare" sagde fru Vypeen. "Nej" sagde frøken Vypeen hurtigt "for hun er stum". "Kan jeg have lov til at veksle et par ord med din datter" sagde fru Vypeen til Toda. Toda nikkede. Fru Vypeen trak mig ind på sit værelse, der sad en kvinde - en rigtig kvinde. "Dette er min veninde Kovalam. Hendes søn er netop blevet 20 år og han er den rette for Chennai. Det du skal sørge for er at hun får den rette klanfarve i brudekjolen". "Hvilken klanfarve har de da" spurgte jeg. "Rød med et grønt kryds, men du må ikke fortælle noget til nogen". Jeg nikkede og gik ind til frøken Vypeen. "Hvad sagde hun" spurgte hun ivrigt. "Det må jeg ikke fortælle".
"Men Toda kan ikke komme her hver dag" sagde jeg en uge efter jeg var begyndt som tjenestepige. "Han bliver nødt til kun at komme her én gang om ugen, for jeg har fået et program til dig og du har kun fri onsdag aften". Hun nikkede og sagde så "hvordan lyder programmet?". "Mandag: yoga. Tirsdag: danse. Onsdag: tur i parken, men får fri om aftenen, for din mor mener at man ikke skal køre gennem parken efter mørkets frembrud. Torsdag: lære og spille fløjte. Fredag: lære hvordan en gift kvinde skal opføre sig. Lørdag: lære at læse og skrive latin. Søndag: lære at brodere og sy" sagde jeg. Hun stirrede på mig. "hvem har lavet det skema til mig?". "Dine forældre" svarede jeg. "Toda, kom klokken 7:30 hver onsdag. Kravl op af vedbenden, så holder jeg vinduet åbent" sagde frøken Vypeen. Vi hørte en banken. Frøken Vypeen åbnede skabet, Toda hoppede ind, hun smækkede døren og jeg gik hen og åbnede døren ud til gangen. Der stod hr. Vypeen. "Jeg skal tale med Dem frøken Ooty" sagde han. Jeg nikkede og gik med. Han satte sig ned bag sit skrivebord og sagde så "ovre i en by langt væk bor nogle adelsfolk, som skal flytte til vores by. De folk har en søn som er 29 år og det er sidste chance og få ham gift. De adelsfolk har i mange år, mens vi var langt bagud med skatten, hjulpet os med at betale. Derfor når min datter fylder 20 år skal hun giftes med deres søn. Du må sørge for at klanfarverne er de rigtige i brudekjolen: sort med en gul ravn. Min kone har ikke hørt at hun skal giftes med ham, men hun giver mig nok ret i at en mand som ham bliver en god mand for Chennai". Jeg nikkede. "Du må ikke fortælle det til nogen før deres bryllupsdag".
Jeg nåede at fange døren inden den forsvandt, men den var låst. Jeg bankede på og råbte "det er mig Ooty". Jeg hørte et lille klik og døren gik op. Jeg trådte ind i værelset "mor har lige været her. Hun siger vi skal hen og besøge farfar og farmor klokken 17. Vil du ikke være venlig at gøre den grønne kjole klar. Jeg gik hen og åbnede døren til skabet. Jeg satte i et skrig. Frøken Vypeen faldt om på gulvet af grin. Det varede nogle minutter før hun kunne sige noget for bare grin. "Det er bare hahaha, nej hvor så du sjov ud da du mødte Knogle-Kalle, haha. Det var ham jeg købte af Toda og siden den dag har jeg altid drillet tjenestepigerne med at sætte ham ind i skabet".
Klokken 17 sad vi hos hr. Vypeens forældre og drak te. "I må have mig undskyldt et øjeblik. Jeg skal vaske hænder" sagde hr. Vypeens mor. På vejen ud til toilettet kaldte hun på mig. "Indtil videre har min søn og hans kone ikke fundet nogen mand til min sønnedatter, ellers ville de have fortalt mig det. Derfor har jeg gjort mig den lille ulejlighed at finde en sød og stærk mand til hende. Det er min søsters sønnesøn Kollam og det ville være godt hvis du kunne få syet klanfarverne ind i brudekjolen: orange med en brunt tyrehoved. Og sig det hverken til min søn eller hans kone, og slet ikke til min sønnedatter. Er det forstået?". "Ja" svarede jeg.
Da klokken blev halv 11 rejste vi os for at gå hjem, da jeg blev vinket hen i en krog af hr. Vypeens far som sagde "min sønnedatter er snart gifteklar, derfor har jeg valgt en passende mand til hende som er en meget rig købmand som ejer de fleste skibe i syden. Du skal få hans mærke broderet ind i brudekjolen. Mærket er et gyldent skib og en blå bølge med sølvskum". "Javel" sagde jeg.
Derefter løb jeg så hurtigt jeg kunne over til det hus jeg arbejdede i, for det var begyndt at regne. Da jeg var kommet op på Chennais værelse sagde hun så: "Ooty, i morgen aften vil du så ikke være sød at bestille en brudekjole til mig hos skrædderen, for som jeg sagde til dig vil jeg spørge mine forældre om Toda og jeg kan gifte os på min fødselsdag". "Hvordan skal kjolen være" spurgte jeg. "Den skal være syet af palmeblade". "Af palmeblade?" råbte jeg. "Shhh ja af palmeblade, de er så kønne og lugter så godt" hviskede hun.
Mandag aften listede jeg ud af huset for at bestille brudekjoler til Chennai. På vejen blev jeg stoppet af fru Vypeens kammerjomfru "og hvad skal du udenfor så sent på aftenen?" spurgte hun. "Bestille en brudekjole til Chennai fra fru Vypeen" sagde jeg.
Skrædderen blev noget lang i ansigtet da jeg sagde at jeg skulle have fem brudekjoler: fire med hver sit mærke og en ud af palmeblade. "Hvem er alle disse kjoler til?" spurgte han. "Til frøken Vype... øhm jeg mener til en hel flok piger der skal giftes samtidig" svarede jeg.
Dagene gik og fødselsdagen nærmede sig, der var ekstre travlt alle stedet fordi der også skulle holdes bryllup. Huset var travlt beskæftiget med at drille alle. Hvis man stod med en bakke og skulle ind i stuen forsvandt stuen og der var en kældertrappe i stedet.
Dagen inden fødselsdagen og bryllupet skulle holdes brød regnen frem. Det pjaskede ned det meste af dagen og hen på aftenen kom tordnen også. Midt under middagsmaden ringede det på døren. Hushovmesteren gik hen og åbnede. Der stod en skrøbelig gammel mand med stor kasse i hænderne og spurgte om ly for regnen. Han blev sat ned i tjenerhullet, som vi kaldte den stue vi spiste i. Han satte sig på en bænk og gav sig til at spise af den mad der var blevet sat frem. Da jeg gik forbi med min snavsede tallerne, hviskede jeg til ham "har du drikken med?". "Ja det læste jeg i dit brev" hviskede han tilbage.
Da klokken blev halv ni gik jeg op til frøken Vypeen. Jeg lukkede døren og gik hen og vækkede hende. "Dine forældre har hver skaffet en mand til dig som du skal giftes med i morgen. De har ikke fortalt det til hinanden og heller ikke til din farfar og farmor. Derfor har dine bedsteforældre også skaffet en mand til dig hver. Så du er blevet lovet væk til fire mænd" sagde jeg. "Åh nej, så kan jeg jo ikke få Toda" sagde hun sørgmodigt. "Shh hør nu efter. Jeg har sendt bud efter min gamle grandonkel som kender mange magiske brygge. Jeg har bedt ham lave en drik som du skal tage klokken 12. Når du har taget den, falder du i en søvn som varer 24 timer. Du trækker ikke vejret så det ligner du er død. Når din familie kommer ind og vil gøre dig klar til bryllup tror de jo at du er død. Det er sådan at når folk er døde skal de ligge i enerum i en dag. Derefter kan begravelsen gå i gang. Jeg går ned og siger det til Toda. Når du vågner igen sidder han hos dig og så kan I flygte sammen" sagde jeg. Hun nikkede. "Du skal gå ned og hente flasken, og sig at du er sendt fra mig. Døren er orange, imens finder jeg Toda og siger at når han kravler op til dig er du ikke død men sover bare".
Jeg tog mine galocher på, og løb ned til den landsby hvor Toda boede. Jeg kaldte og ledte over det hele, men jeg fandt ham ikke. Fra en af hytterne kom to mænd ud. Jeg prøvede at spørge dem hvor Toda var. Desværre forstod de kun "Toda". "Jagt" sagde en af mændene. Den anden smilede og de gik hen og tog fat i mine arme. Jeg prøvede at rive mig fri, men de var for stærke. Jeg blev smidt ind i en lille hytte og døren blev smækket i og låst. Jeg kom i tanke om at for nogle uger siden fortalte frøken Vipeen mig at denne stamme som Toda kom fra var menneskeædere. Nu sad jeg kønt i det, der var ingenting i denne hytte kun mig selv. Der var tremmer for vinduerne, så jeg ikke kunne komme ud. Jeg satte mig ned og tænkte "hvis Toda ikke får beskeden kommer han i morgen for at gifte sig med frøken Vypeen. Når han kommer op og ser hende ligge der, tror han hun er død og hvad sker der så?"
Om morgenen vågnede jeg efter et forfærdeligt mareridt. Jeg havde drømt at jeg kom ind på frøken Vypeens værelse og så Toda ligge død. Frøken Vypeen løb skrigende rundt med alle de mænd hun var blevet lovet til i hælene, mens hele hendes familie sad og heppede. Solen stod højt på himlen og i aften ville frøken Vypeen vågne. Dagen skred langsomt frem mens jeg prøvede at hive en tremme ud. Der var seks tommer mellem tremmerne og de var 12 tommer høje. Endelig fik jeg en af tremmerne løs, nu havde jeg 12 gange 12 tommer til at mase mig ud og endelig kom jeg fri.
Jeg løb alt hvad jeg kunne. Nogle af vogterne der skulle passe på mig opdagede at jeg var flygtet og begyndte at løbe efter mig. Det var blevet mørkt så jeg kunne ikke se hvad jeg løb i. Nogle gange var jeg ved at falde i rødderne der stak op. Da jeg kom op til huset forsvandt mine efterfølgere for de skulle ikke nyde noget af at blive skudt ned med et gevær. Jeg fik nøglen frem i en fart og fik åbnet døren. Jeg løb op på første sal og så den røde dør. Løb derhen. Så var den væk. Løb nedenunder. Ikke der. Anden sal. Dér. Væk. Enden af gangen. Endelig havde jeg fat i den, men den var låst. Jeg tog mine nøgler, låste døren op. Frøken Vypeen sad i sengen. I det øjeblik jeg åbnede døren, faldt Toda om. Frøken Vypeen brast i gråd. Jeg løb hen til hende og spurgte hvad der var sket. "Han-han-han fik ikke din besked" græd hun. "Han kom her og så mig, så troede han jeg var død. Han tog noget gift, jeg vågnede og så fortalte han mig hvad der var sket og så...". Hun greb en af hans giftpile og inden jeg nåede at stoppe hende havde hun stukket den ind i sig selv.
---
Jeg kikkede ned på Mysore, hun sad og græd på mit skød. "Var din fortid virkelig sådan, mormor?" "Ja" svarede jeg "sådan var min fortid".